Champagne til nytår: Skal den være brut eller doux?

Det er endelig tid til at gå ind i det nye år. Det skal naturligvis gøres med bravour. Vi, hos Champagnepassion, anbefaler naturligvis at gøre det med champagne. Men skal jeres nytårschampagne være brut eller doux? Eller måske demi sec? Der er stor forskel på champagne! Derfor er det også meget nyttigt at vide, hvad forskellen på de mange betegnelser er, så du går ind i det nye år med passende bobler.

Af Martin Melcher
Foto: Martin Melcher
26. december 2020

Champagne kan være knastør og meget sød

En champagne er ikke bare en champagne, da der er stor forskel på, hvordan den mousserende vin fremstilles. Det gælder også, når det kommer til sødme- og tørhedsgraden i champagne.

På langt størstedelen af alle champagneflasker vil sødme- eller tørhedsgraden være angivet på flasken. Men, for at forstå betegnelserne, er det naturligvis meget nyttigt at vide, hvad de rent faktisk betyder, og hvad du derfor kan forvente dig af den enkelte flaske champagne.

Er det en brut, betyder det, at den er tør (altså sur i smagen), og er det en doux, er det en af de helt søde.

 

Hvilken champagne passer så bedst til kransekage?

Som udgangspunkt passer tørre og halvtørre champagner (brut eller sec) bedst til serveringerne tidligt på aftenen. Men, leder du efter en flaske champagne, til når klokken slår 12, og der serveres kransekage, er det bedste valg en sød eller halvsød champagne (demi-sec eller demi doux).

Mange gør desværre den fejltagelse, at de vælger en tør eller halvtør nytårschampagne til den søde kransekage, fordi de tror, den tørre smag står i god kontrast til den søde kransekage. Men i stedet sker der det, at champagnens tørre smag faktisk får kransekagen til at fremstå alt for sød og nærmest uspiselig – og samtidig får sødmen fra kransekagen champagnen til at fremstå sur.

Det er ærgerligt, da der ligger en fantastisk smagsoplevelse og venter, når den rette champagne vælges til kransekagen.

 

Hvad får en champagne til at fremstå sød eller tør?

Når en champagne fremstilles, er det mængden af dosage liquer, der afgør, hvor tør eller sød en champagne er. Det er en sukkerlage, som vinbønderne tilsætter inden, de sætter proppen i champagnen. Jo mere sukkerlage der tilføres champagnen, jo mere sød bliver den.

I en helt tør champagne, er der ikke tilsat noget sukkerlage, mens den sødeste variant af champagne har et sukkerindhold, der er højere end 50 gram pr. liter.

 

Vores bud på en god og velsmagende nytårschampagne til kransekagen, er en A. Bergére Reserve Demi-Sec, da den har en meget velafbalanceret sødme, der går perfekt til kransekagen. For at få den til at fremstå fra sin bedste side, anbefaler vi, at du køler champagnen ned til omkring 10-12 grader.

Tag den gerne ud en halv time inden og server den i de højeste og mest slanke champagneglas, du har, så kulsyren forbliver længst muligt i glasset. Fyld gerne glasset op, så det er trekvart fyldt, da det giver plads til aromaen fra champagnen.

Tilbage er der kun at sige:

Rigtig godt nytår!

Champagne til nytår: Skal den være brut eller doux?

Få fingrene i nogle af favoriterne